Udsigt for alle pengene!

 
Sø og skov omkranser restauranten!
Vi ønsker at give vores gæster en god oplevelse udover det de forventer, ligesom vi ønsker at skabe hygge og mindeværdige oplevelser.

Natur

Smukkere natur end den ved Rørbæk Sø skal man kigge længe efter. Vi har lidt af det hele - sø, skov og åbne vidder.

 

Det store vandskel, Gudenåens og Skjern å's udspring, ligger tæt ved. Den gamle hærvej med Magrethediget og hele området omkring Tinnet Krat trækker mange mennesker til, og ved Lillesø ved dambruget står der altid lystfiskere.

 

Området omkring Rørbæk Hovedgaard er fredet. På et tidligt tidspunkt i historien var de to sammenhængende øer i Rørbæk sø, Sorte Banke og Brygger Banke (nu Fårebanke og Kælderbanke) befæstede banker med en borg.

 

På Brygger Bankes sydlige ende lå borgen og Hovedgaarden Rørbæk, hvis ejere var forskellige adelsslægter. Under svenskekrigene i 1600-tallet blev borgen brændt af. Den henlå i ruiner i mange år, indtil man genbrugte munkesten og kampesten, da den nuværende Rørbæk Hovedgaard fik sin nuværende placering på fastlandet. Tilbage er kun en kælder bygget af kampesten, og derfor det nuværende navn Kælderbanke.

 

På Sorte Banke lå der engang et fiskerhus af kampesten, tækket med lyng. Senere i historien blev der bygget et "moderne" hus i mursten og med stråtag. Dette hus var beboet indtil for ca. 100 år siden. Huset forfaldt, og blev brugt som nattely for får, derfor navnet Fårebanke.

 

Både Kælderbanke og Fårebanke kan ses når man kigger ud mod søen fra restaurantens panoramavinduer eller fra terrassen.

Mange selskaber vælger at indlægge en gåtur under arrangementet, hvis vejret tillader det. En god pause på en times tid, giver rig mulighed for at strække ben samt udforske den smukke natur omkring restauranten, på denne måde kan har I mulighed for at udnytte de smukke omgivelser fuldt ud.